Regionale befolkningsfremskrivninger 2020-2030

De regionale befolkningsfremskrivninger er resultater af modelberegninger, der med udgangspunkt i Grønlands befolknings køn-, alder- og bosætningsstruktur 1. januar 2020 beskriver mulige udviklingsscenarier over de kommende 10 år.

 

Beregningerne viser ikke, hvor Grønlands befolkning vil være bosat i fremtiden. Ej heller hvordan køns- og aldersfordelingen vil være. Det kan kun fremtiden vise, hvad enten den er bestemt af demografiske forhold, ændrede naturgivne betingelser eller politisk prioritet.

 

Alligevel er antagelser om størrelse og struktur af den fremtidige befolkning er helt central for samfundsplanlægningen. Det er Grønlands Statistiks ambition at kunne bidrage med troværdige bud på den fremtidige udvikling, baseret på, realistiske forudsætninger.

 

Der er generelt meget stor usikkerhed forbundet med rent demografiske fremskrivninger af små befolkninger. Dette er i endnu højere grad tilfældet for resultater vedrørende administrative inddelinger af landet som kommuner, distrikter og lokaliteter.

 

Grønlands Statistik er opmærksom på, at der til planlægningsformål efterspørges befolkningsfremskrivninger på lokalitetsniveau. Denne type behov kan ikke dækkes med de her præsenterede beregninger, og det er ikke sandsynligt, at en rent demografisk model vil kunne anvendes på helt små lokaliteter.

 

Når beregningsresultaterne skal bruges som støtte til lokal planlægning, anbefales at justere beregningerne for forhold, der ikke afspejles i beregningerne. Det kan fx være boligbyggeri, erhvervsmuligheder, transportprojekter eller andre forhold, som ikke allerede afspejles fuldt ud i forventningerne til fremtidig fertilitet, dødelighed, flytninger og vandringer (flytninger mellem Grønland og omverdenen).